Historievidenskabens kildeteknink opdeler kilder i levn og beretninger.

Skriftlige kilder
Alle kilder er levn uanset om det er en stenøkse, et potteskår, et brev eller dagens avis. Skriftlige kilder kan endvidere være beretninger hvis vi anvender kildens tekstinformationer. Man kan altså anvende en skriftlig kilde både som et levn og som en beretning.

Kilden som levn
Hvis vi anvender den skriftlige kilde som et levn, anvender vi den i forhold til kildens ophavssituation, det vil sige: hvem skrev, hvorfor og til hvem. Det har ingen betydning om kildens information er korrekt.

Kilden som beretning
Hvis vi også anvender kilden som en beretning, anvender vi den i forhold til kildens informationer. Og hvis vi kan argumentere for at informationen er korrekt, så er kilden troværdig.

Et eksempel:
En mand sender en kærlighedserklæring til en kvinde. Hun vil sikkert være interesseret i om manden mener det. Men hvis kvinden har en indflydelsesrig far og en stor arv i vente, kunne kærlighedserklæringen i stedet være begrundet i en forventning om en sorgløs fremtid som svigersøn. Men uanset kvindens vurdering, så er mandens brev en realitet. Ved at forholde sig til mandens motiver anvender hun brevet som et levn; ved at forholde sig til mandens meddelelse anvender hun brevet som beretning – og hvis hun vælger at tro på meddelelsen, så vurderer hun at kærlighedserklæringen er troværdig.

Primær og sekundær
En beretning kan endvidere opdeles i primære og sekundære kilder. En primær kilde er som udgangspunkt et dokument som et skøde, en kontrakt eller en traktat mellem lande. Men en primær kilde kan også være den kilde, hvor vi for første gang hører om en bestemt hændelse; sekundære kilder er alt det andet. En kilde kan selvfølgelig have både primære og sekundære oplysninger.

Første- og andenhåndsbereninger
En beretning kan også være en førstehåndsberetning eller en andenhåndsberetning.
Førstehåndsberetninger er kendetegnet ved at fortælleren selv har oplevet det fortalte.  Andenhåndsberetninger er referat af det andre har fortalt. Dagens avis er oftest en andenhåndsberetning, men primær fordi det er første gang vi hører nyheden. Som tiden går, kan avisens oplysninger blive sekundære fordi vi får bedre kilder. Faktisk kan det vise sig at være et problem hvis den primære oplysning i avisen aldrig bliver suppleret med yderligere information, for så var det måske ikke sandt? Og i så fald kan vi ikke tro på den pågældende information, men det ændrer jo ikke på at avisen er trykt og at informationen står at læse i avisen. Nu er spørgsmålet, hvorfor blev det skrevet? For at besvare det spørgsmål skal kilden anvendes som et levn.

Historikerens indflydelse
Det er historikeren – altså den der arbejder med kilden – som bestemmer, hvordan kilden skal anvendes, og det er argumentationen for anvendelsen der er afgørende. Kildeanvendelse er dynamisk. Historikeren vælger også kilderne, men ofte er der ikke noget valg fordi kildematerialet er yderst begrænset.

Man kan arbejde med en beretning på mange måder; oftest er det lettest at tage udgangspunkt i at beretningen er troværdig og opstille argumenterne herfor. Om argumentationen kan holde, må historikeren - og alle andre - så efterfølgende vurdere. Hvis man i stedet tager udgangspunkt i at beretningens oplysninger skal bevises før man karakteriser kilden som troværdig, så løber man hurtigt ind i at man ikke kan føre beviset netop fordi der ikke er andre kilder. Derfor er det så væsentligt at historikeren anvender kilderne dynamisk - eller funktionelt, så man både argumenterer ud fra anvendelsen som levn og som beretning.